Hvad er snorken
Det er helt almindeligt at man snorker – nogle mere end andre. Men når man snorker hver nat, det man kalder vanemæssig snorken, kan det blive et problem – både for den som snorker, og den som ligger ved siden af.
Snorken kan have mange årsager, og de mest almindelige er overvægt, rygning og alkohol.
Når vi bliver overvægtige, lejrer det overskydende fedt sig gerne i halsregionen, og det er medvirkende til, at luftpassagen bliver forsnævret.
Rygning påvirker hudens evne til at forny sig selv, og det medvirker til, at bindevævet i huden bliver slap.
Alkohol har en afslappende effekt på musklerne, også de små muskler i luftvejene, og når de bliver bedøvede af alkoholen, kan luftvejene blive så afslappede, at de ”klapper sammen”.
Når bindevævet bliver slapt, kan det resultere i, at passagen af luft bliver forsnævret, og snorkelydene opstår på samme måde som når man blæser i en saxofon.
Beroligende og smertestillende midler, samt sovemedicin kan af de samme grunde også medføre snorken.
Kraftig snorken gennem længere tid, kan udvikle sig til søvnapnø, som er anerkendt som en sygdom.
Hvis man mistænker at man har udviklet søvnapnø, bør man konsultere sin læge, med henblik på udredning for lidelser som kan være relateret til snorken.